|
ØSTRIGSK
PINSCHER.
I 1984
fandt vi i en hundebog, billede og beskrivelse af den østrigske pinscher.
Da vi opdrættede dværgpinscher og tysk pinscher, og især fordi Herbert
er østriger af fødsel, blev vi interesserede i at få mere at vide om
den østrigske pinscher.
Vi
kontaktede den østrigske kennelklub ÔKV og blev henvist til en opdrætter
i Østrig.
På det tidspunkt var der ikke mange østrigske pinschere ca. et halvt
hundrede stykker og vi fik også at vide at der var et lille opdræt i
Holland.
Den østrigske pinscher blev anerkendt af FCI i 1928, og før anden
verdenskrig var den temmelig udbredt på gårdene i Østrig.
Efter anden verdenskrig hvor østrigerne fik flere penge og kunne købe
udenlandske racer, glemte man den gamle gårdhund og i 70erne var der kun
få hunde tilbage.
Man måtte så starte helt forfra og bruge de få stambogførte hunde der
var, og finde landpinschere der kunne indgå i avlen.
I 1986 lykkedes det os at få en tæve fra Holland ”Ilse van Tilburgs
Roem” og en hanhund fra Østrig ”Felix vom Schildbach”. De var de første
østrigske pinschere i Danmark. Vi købte senere endnu to hunde i Østrig
og to i Holland.
Det første kuld fik vi i 1988 og opdrættede i alt 29 kuld indtil 1998.
Vi valgte at stoppe fordi det ikke var muligt at finde nye avls hunde af
god kvalitet der ikke var i familie med vores.
Mange af hundene fra os er blevet champions og internationale Champions,
og vi har opdrættet 7 Verdensvindere. Pinschergårdens østrigske
pinschere findes i de fleste stamtavler i dag, da vores hunde er gået i
avl i flere lande.
Desværre er den østrigske pinscher stadigvæk en sjælden race og opdrætterne
i Europa kan tælles på en hånd.
I Danmark fødes der ca. et kuld om året fordelt hos enkelte opdrættere.
I Østrig er man begyndt helt forfra og tager landpinschere af ubekendt
afstamning i avl. Det er efter vores mening både godt og skidt, fordi man
aldrig kan vide hvad sådan en hund bringer med. På den anden side er det
jo godt med nyt blod.
Den østrigske pinscher er en gårdhund og hører i Danmark til i
”Klubben for Hyrde- Kvæg og Gårdhunde” under Dansk Kennel Klub.
Den østrigske pinscher er livlig og temperamentsfuld og en god vagthund.
Den er meget hengiven og trofast over for sin familie men mistroisk
overfor fremmede. Den interesserer sig ikke for andre hunde, og man skal
ikke regne med, at den kan enes med andre hunde af samme køn. Det gælder
både for hanner og tæver.
Den er
velegnet til lydighed og agility, da den er lydig af natur og meget lærenem.
Det er
en lille til middelstor hund. Skulderhøjden er ca. 45cm.
Vi opdrætter ikke mere østrigsk pinscher, men henviser gerne til andre,
og står selvfølgelig til rådighed med yderligere oplysninger.
|